T. Hansen kan gå glip af nytårsknald

Vinteren kan blive mørk og lang for T. Hansen, som står for en fjerdedel af det danske fyrværkerimarked. Bilbutikken, der har hovedsæde i Middelfart, kan nemlig risikere at miste retten til at sælge raketter, fontæner og andre nytårsknalderier, hvis kæden bliver dømt i en sag om ulovlig ompakning af 14.000 fyrværkeribatterier.

Sagen startede i 2011, hvor batterierne var på vej til at blive erklæret farlige af Sikkerhedsstyrelsen, og nu ventes sagen at komme for retten til efteråret. Rigsadvokaten har netop godkendt, at ejeren Bent Jensen og hele kæden af 77 butikker kan frakendes både import og salg af fyrværkeri i Danmark, skriver Børsen fredag.

T. Hansen står for omkring 25 procent af det danske marked for fyrværkeri, der har en størrelse på op mod 300 millioner kroner om året. Importen sker gennem LCH Fireworks, som ejes af Bens Jensen personlige selskab B. J Holding Middelfart A/S.

Men i 2011 kom LCH Fireworks' 'Flames of Passion' under lup. Nytårsbatterierne fra Kina havde fået nye etiketter, fordi Sikkerhedsstyrelsen var på vej med et forbud, og T. Hansen fik et strakspåbud om at stoppe salget, og størstedelen af de 14.000 batterier blev beslaglagt.

Det førte til, at T. Hansen og importfirmaet blev sigtet for at kunne volde fare for andres liv eller førlighed, en paragraf med strafferamme op til otte års fængsel. Men i det anklageskrift Børsen har læst, kræver anklageren ved Fyns Politi nu i stedet, at Bent Jensen bliver smidt bag tremmer i op til et år.

Det nye anklageskrift går nemlig kun på den ulovlige ompakning, men oven i fængselsstraffen kommer så muligheden for, at T. Hansen mister retten til at handle med fyrværkeri i mindst fem år. Hvorfor anklagerne er blevet ændret, ønsker Fyns Politi ikke at kommentere på, og Bent Jensen siger til Børsen, at han forventer at blive frikendt, men han ønsker ikke at kommentere sagens indhold.

Hvem der skal overtage millionsalget af eksplosive, glitrende farver til nattehimlen, hvis Bent Jensen bliver dømt, melder sagen endnu ikke noget om.

 

Dagens Gossip