Tågen driller stadig skiskytterne i Sotji

Skrevet af admin

17/02/2014

Dagens topnyheder

Mændenes skiskydningskonkurrence - 15 kilometer samlet start - er nok en gang udskudt på grund af tåge. Konkurrencen bliver nu først afviklet tirsdag.

Skiskytterne skulle oprindeligt være sendt ud på ruten søndag eftermiddag, men på grund af tæt tåge blev konkurrencen udskudt til mandag morgen klokken 07.00 dansk tid.

Mandag lå tågen dog stadig tæt i Sotji, men OL-arrangørerne satsede i første omgang på at sætte løbet i gang klokken 12.30 dansk tid.

Som dagen skred frem, og tågen stadig ikke lettede, besluttede arrangørerne at vente til tirsdag med at gennemføre konkurrence.

Beslutningen betyder blandt andet, at norske Ole Einar Bjørndalen må vente endnu et par timer med at gøre et forsøg på at hente sin 13. OL-medalje, hvilket vil gøre ham til den mest vindende vinter-OL-atlet nogensinde.

Den tykke tåge, der har lagt sig over Laura Biathlon Centre i Sotji, ville have gjort skydningsdelen af skiskydningskonkurrencen umulig at gennemføre for atleterne.

Der er 50 meter fra atleten til målskiven, og i den tætte tåge er sigtbarheden ikke mere end et par meter.

Der er endnu ikke sat tidspunkt på, hvornår skiskytterne skal i aktion tirsdag.

/ritzau/