Tålmodige AaB besejrer Sønderjyske til sidst

Skrevet af admin

27/10/2013

Mest læste i dag

Hvis tålmodighed er en dyd, så gør de det rigtig godt i Aalborg. Søndag eftermiddag vandt AaB nemlig 2-0 over Sønderjyske i Superligaen.

Men det tog sin tid for hjemmeholdet at nedkæmpe det meget kompakte bundhold.

AaB trillede og trillede på kryds og tværs, uden at spille sig frem til de helt store chancer, indtil 20 minutter før tid. Dér blev et Rasmus Jönsson-indlæg forsøgt clearet af Sønderjyskes Gallgrimur Jonasson, der uheldigvis sendte bolden i eget net.

Målet løste op på kampen, og få minutter senere fik Patrick Kristensen tilkendt et straffespark, som Kasper Kusk omsatte til en 2-0-scoring og dermed lukkede kampen.

Sønderjyske havde forsvaret sig fint, men var kampen igennem meget ufarlige frem ad banen i en kamp, der langt fra går over i historien for sin underholdningsværdi.

Faktisk kom det største jubelbrøl inden scoringerne, efter at AaB-målmand Nicolai Larsen havde losset bolden ud over sidelinjen, så den strøg helt over tribunen. Publikum tyede til de små glæder, nu spillet på banen var ret så tålmodigt. Altså kedeligt, vil nogen mene.

Med sejren genindtager AaB andenpladsen, som Viborg havde overtaget efter fredagens sejr mod FC Vestsjælland mens Sønderjyske ligger sidst med tre point op til stregen.

/ritzau/