Tåregas og sten i Cairos gader

Morsi-modstandere skal ifølge internationale medier have kastet sten og flasker efter demonstranterne, mens politiet affyrede tåregas, og Morsi-tilhængerne tilsyneladende kastede sten tilbage mod politiet.

Optrapningen begyndte tirsdag, da tilhængere af Mohamed Morsi og Det Muslimske Broderskab gik til regeringskvarteret for at demonstrere mod et ultimatum, regeringen har fremsat om at rømme lejre, som Morsi-støttende demonstranter har opsat i hovedstaden.

En gruppe religiøse lærde med tilknytning til Det Muslimske Broderskab gik til forskellige ministerier, hvorfra de blev beordret væk af politiet, fortæller en sikkerhedskilde til AFP. Derefter kom flere demonstrerende til området, og der blev angiveligt smadret flere butiksfacader.

Tilhængerne af hærchefen, Abdel Fattah al-Sisi, der stod bag afsættelsen af Morsi i begyndelsen af juli, skulle som modsvar have kastet med sten og flasker efter demonstranterne.

Flere kvinder og børn, som deltog i demonstrationerne, flygtede i panik.

Tilhængerne af den væltede præsident har opsat to store lejre i Cairo, hvorfra de har demonstreret stort set hver dag med krav om Morsis genindsættelse.

Søndag oplyste sikkerheds- og regeringskilder til Reuters, at det egyptiske politi ville gribe til handling over for de to store lejre, men politiaktionen er indtil videre udeblevet.

Dagens Gossip