Tårnhøje priser på lejeboliger rammer samfundets svageste hårdt

Skrevet af Jesper Larsen

05/03/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke kun ejerboliger, der oplever en vækst i priserne herhjemme, priserne på lejeboliger er også steget markant i landet fire største byer.

Det viser en opgørelse over prisudviklingen på lejeboliger, som BoligPortal.dk har udarbejdet for dagens.dk. 

I landets fire største byer er priserne steget med over 10 procent på stort set alle størrelser lejeboliger de senste fire år, og især i København og Aarhus er priserne på himmelflugt med prisstigninger på henholdsvis 16 og 18 procent på toværelses lejligheder over en fireårig periode.

Det betyder, at man i dag i gennemsnit skal lægge omkring 8500 kroner om måneden for en toværelses lejlighed i København og 7200 kroner i Aarhus. 

Det er en udvikling, der bekymrer Jann Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt udsatte. 

-  Unge og kontanthjælpsmodtagere får svært ved at få fodfæste og helt ultimativt kan de ende på gaden, og omvendt betyder det, at dem der sidder i akutboliger ikke kan komme nogle steder. Det er gift i forhold til at knække kurven for hjemløse og andre udsatte, siger Jann Sjursen.

Der er dog ikke nogen udsigt til, at priserne vil falde mærkbart igen foreløbig i de største byer, hvor dyre nyopførte boliger er med til at presse priserne op.

-  Efterspørgslen i Aarhus og København er rigtig stor, og sammen med en stor vækst i nyopførte boliger er det med til at presse priserne op på det nuværende leje, siger Henrik Løvig fra BoligPortal.dk. 

Og det er en udvikling, der bekymrer Jann Sjursen, som opfordrer til at få bygget lejeboliger, der er til at betale eller alternativt  at støtte de udsatte økonomisk, så de kan betale huslejen. 

- Det trækker samfundet i en skæv retning, hvor unge og socialt udsatte bliver ramt, fordi de lejligheder de tidligere kunne betale nu er væk, siger Jann Sjursen og peger på byfornyelse i de større byer som en faktor, der har spillet ind i at presse de udsatte ud af markedet. 

- Vi kan ikke stoppe markedskræfterne, men man kan fokusere på at bygge nogle lejligheder, der er til at betale, eller i højere grad end i dag yde økonomisk støtte til huslejen for samfundets svageste, siger Jann Sjursen.