Tabloidavis i Uganda hænger navngivne homoseksuelle ud

Skrevet af admin

25/02/2014

Dagens topnyheder

En tabloidavis i Uganda navngav tirsdag 200 af "landets mest fremtrædende homoseksuelle" - med navn og billede.

"Afsløring" lød den overordnede overskrift på tabloidavisen Red Peppers forside, som inde i avisen navngiver 200 personer, som er homoseksuelle. Samtidig bringer bladet fotos af de navngivne sammen med flere artikler om påståede homoseksuelle handlinger.

Avisartiklen blev bragt dagen efter, at Ugandas præsident, Yoweri Museveni, havde underskrevet en anti-homolov, der kan medføre fængsel på livstid til homoseksuelle.

En række vestlige lande har truet med at skære i den økonomiske støtte til Uganda.

I sidste måned antydede Museveni ellers, at han ville afvise at underskrive loven. Det er uvist, hvad der har fået ham til at skifte holdning.

Ugandiske aviser har også tidligere drevet kampagner mod homoseksuelle. I 2011 blev en kendt homoaktivist David Kato mishandlet til døde i sit eget hjem, efter at en avis havde hængt homoseksuelle i landet ud med navn, billeder og adresser under overskriften "Hæng dem!"

Den 46-årige Kato døde den 26. januar, efter at 22-årige Enoch Nsubuga slog ham to gange i hovedet med en hammer, hed det i domstolens kendelse.

Homoaktivister, vestlige regeringer og internationale menneskerettighedsorganisationer fordømte drabet og opfordrede Ugandas regering til at efterforske drabet, efter at organisationer, der er fortalere for homoseksuelles rettigheder havde udtrykt bekymring over chikane mod deres medlemmer.

Drabsmanden blev idømt 30 års fængsel.

Tabloidavisens liste over homoseksuelle omfattede både personer, som åbent har erklæret deres seksuelle orientering, og personer, som aldrig selv har fortalt, at de er homoseksuelle.

Der er både aktivister, musikstjerner og aktivister på listen.

/ritzau/AFP