Tænk dig om: Fra i dag er det dyrere at parkere ulovligt

Skrevet af Michael Lauritsen

01/03/2014

Dagens topnyheder

Måske er du en af de uheldige, der allerede har opdaget det. Den 20. februar vedtog Folketinget nye parkeringsregler, og de regler træder i kraft lørdag.

Så hvis du parkerer din bil ulovligt, betyder det, du kan risikere end bøde på 1020 frem for 510 kroner.

Det gælder dog kun, hvis du offentligt parkerer ulovligt på en handicapplads, ud for en udkørsel eller en port.

Hos FDM, Forenede Danske Motorejere, ser man med blandede følelser på de nye regler, skriver TV2.dk.

- Med hensyn til de nye regler i forhold til handicapparkeringen har vi ingen indvendinger. Hvis man ikke har et handicap, skal man selvfølgelig ikke parkere på en handicapplads, det er klart, siger jurist Dennis Lange fra FDM til TV2.dk og fortsætter:

- I forhold til de ulovlige parkeringer foran porte og udkørsler er det mere speget – specielt i de større byer, hvor porte og udkørsler mange steder ikke er reelt i brug.

Han pointerer, at de nye regler ikke giver meget mening, hvis der for eksempel blot er tale om en port, der ikke længere bliver brugt til andet end at lempe en Christiania-cykel ud og ind i ny og næ.

I stedet foreslår han:

- For det første burde man markere udkørsler og porte, der bliver brugt til trafik, med skilte, så det er klart for trafikanterne. De andre udkørsler kan man fordel anvendes til parkering, da det vil skaffe adskillige nye parkeringspladser, hvilket der er brug for, sier Dennis Lange.