Tænk: Forbrugerne er stavnsbundet af deres boliglån

Skrevet af admin

26/02/2016

Dagens topnyheder

Det har skabt et stormløb mod Nykredit, at banken vil hæve prisen på kundernes boliglån, de såkaldte bidragssatser. Vreden er stor, og på sociale medier raser kunder og truer med at skifte til et andet realkreditinstitut.

Men Nykredit, der ejer realkreditinstituttet Totalkredit, kan tage det helt roligt. Det er så dyrt at skifte realkreditinstitut, at kunder ikke har andet valgt end at blive. Det siger Forbrugerrådet Tænk.

- Forbrugerne er bundet på hænder og fødder, når det kommer til realkredit. Det er utroligt dyrt at skifte.

- Det ved realkreditinstitutterne godt, og derfor kan de frit sætte bidragssatserne op. De ved, at kunderne ikke kan forlade butikken. Konkurrencen er stort set ikkeeksisterende på dette her marked, siger seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.

Tænk har lavet beregninger, der viser, at det kan tage op til 12 år, før besparelsen for at skifte realkreditinstitut til et med lavere bidragssatser er tjent hjem.

- I andre brancher, som telebranchen og elbranchen, har man jo stoppet dette her med, at de gør det voldsomt dyrt at skifte. Men realkreditten vil man åbenbart ikke røre ved, siger Morten Bruun Pedersen.

Hos Realkreditforeningen, brancheforeningen for realkreditinstutter, forstår man ikke kritikken. Samtidig mener foreningen ikke, at Tænks udregninger er retvisende.

- Vi har et system, som vi er rigtigt glade for. Gennem realkredit får man lån via obligationer. Det giver de billigste boliglån i Europa.

- Men det har den konsekvens, at når man skal skifte lån, så skal man indfrie obligationer og udstede nye. Det har en omkostning, siger direktør for Realkreditforeningen Karsten Beltoft.

Han understreger, at det koster det samme, om en forbruger skifter lån og bliver i det samme institut eller skifter til et andet. Samtidig mener han, at der er fin konkurrence på markedet.

- Jeg synes, at de seneste dage tydeligt har vist, at der er ganske fin konkurrence i markedet for realkreditudlån. Når et institut gør dette her, så kommer de andre hurtigt på banen.

- Vi har jo også set, hvordan Jyske Bank har kunnet erobre en pæn del af markedet. Det vidner om, at konkurrencen i høj grad findes, siger Karsten Beltoft.

/ritzau/