Tænketank: Kommuner har for mange penge

Det vidner om, at kommunerne har for store budgetter, når de kan afsætte millioner af kroner til at modarbejde effekten af forkortelsen af dagpengeperioden fra fire til to år.

Sådan lyder vurderingen fra cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos efter Politikens beskrivelse af, hvordan kommuner er ved at oprette særlige stillinger øremærket ledige, der er ved at ryge ud f dagpengesystemet.

- Kommunernes opgave er at yde så effektiv offentlig service som muligt. Deres opgave er ikke at ansætte personer med det formål, at de kan genoptjene ret til at modtage skatteyderbetalte dagpenge, anfører Mads Lundby.

Han kalder den kommunale ansættelsespolitik for undergravende for effektiviteten i den offentlige sektor.

- Ansættelseskriteriet i en kommune bør være, at nye medarbejdere kan levere den bedste service til borgerne. Kriteriet må ikke være, at man er langtidsledig og at medarbejderen skal sluses tilbage i dagpengesystemet, siger Mads Lundby.

Ifølge Politiken er blandt andre Roskilde, Aarhus, Kerteminde, Frederikshavn, Bornholm og Nordfyn Kommuner ved at etablere ordninger, der skal forhindre ledige i at ryge ud af dagpengesystemet.

Den kommunale adfærd er ifølge Mads Lundby med til at underbygge, at man de kommende år "sagtens" kan sænke væksten i det offentlige forbrug.

- Når kommunerne har så mange penge, at man kan ansætte personer for at hjælpe dem tilbage i dagpengesystemet, fortæller det, at kommunerne har for store budgetter., siger Cepos-økonomen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV