Tænketank: Merkel blåstempler klapjagt på journalister

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Den tyske forbundskansler Angela Merkel spiller højt spil med ytringsfriheden, når hun føjer Tyrkiets anmodning om at retsforfølge komikeren Jan Böhmermann, der har lavet satire med den tyrkiske præsident, Recept Erdogan.

- På den måde er Merkel med til at blåstemple den klapjagt, som Erdogan udøver på journalister og medier i Tyrkiet, siger chefjurist i Justitia Jacob Mchangama.

Mchangama vurderer, at Angela Merkel kun har accepteret en retsforfølgelse, fordi en tysk domstol sandsynligvis alligevel vil afvise at dømme Jan Böhmermann.

Det vil de, fordi der har været en række tidligere domme, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har sagt, at love, der særskilt beskytter statsoverhoveder, er svært forenelige med ytringsfriheden.

Ifølge ham er det dog alligevel grundlæggende kritisabelt at lade sagen blive prøvet for en domstol.

- Merkel er en politiker, som i den grad er blevet udsat for grove, grove forsider i blandt andet Grækenland, og hun har jo ikke søgt at lukke munden på den slags. Men hun lægger under for den person, som er ytringsfrihedens største fjende i Europa, siger han.

Den tyske komiker har læst et tysk digt op, hvor han anklagede præsident Erdogan for at deltage i dyresex og se børneporno, mens han begik overgreb mod kurdere og kristne.

Spørgsmål: Hvilken betydning vil en dom få, hvis Jan Böhmermann rent faktisk dømmes i sagen?

- Så åbner man op for, at kongen af Saudi-Arabien, Irans leder og så videre kan gå rundt og finde ting, som de ikke bryder sig om på internettet, og bede lande, der har den slags bestemmelser, om at straffe folk for det, siger han.

Mchangama underbygger Tyrkiets brud på ytringsfriheden med, at Tyrkiet er det land i Europarådet, der suverænt har krænket ytringsfriheden flest gange. Alene sidste år havde Tyrkiet ti krænkelsessager, og det land der kom tættest på havde tre.

/ritzau/