Tænketank: Unge har lyttet til uddannelsesdebat

Skrevet af admin

06/07/2016

Dagens topnyheder

Flere unge skæver til mulighederne for at få et job, når de skal vælge deres uddannelse.

Det vurderer Stina Vrang Elias, der er administrerende direktør i tænketanken i DEA, efter det er blevet offentliggjort, hvor mange ansøgninger de respektive uddannelser har fået.

- Der er måske en øget krisebevidsthed hos de unge. Hvis jeg skal tolke de her tal, så er uddannelse stadig et personligt dannelsesprojekt, men det er i stigende grad også en investering i deres fremtid, siger hun.

- Det er masser sød musik i de her tal, hvis man går efter et match i uddannelsesvalg og arbejdsmarkedets behov.

Den tolkning baserer hun på de tekniske uddannelses stigende popularitet. Samtidig er der et fald i antallet af ansøgere til eksempelvis designfaglige uddannelser.

- Det har sandsynligvis noget med dimensionering at gøre. Men design er også et område, hvor der er mange om buddet, når man er færdig, siger Stina Vrang Elias.

- Generelt må man sige, at det designfaglige er noget, hvor der er færre ansøgere. Det kan have noget at gøre med debatten om, at det er vigtigt at vælge en uddannelse, der er efterspørgsel efter.

Til gengæld stiger antallet af ansøgninger på de tekniske uddannelser såsom ingeniøruddannelserne. Dermed lyder udviklingen i antallet af ansøgninger som et ekko af den politiske debat, mener Stina Vrang Elias.

- Hvis der er noget, vi har diskuteret de sidste 10-20 år, er det, at der er brug for flere med en teknisk baggrund. Det er noget, de unge har taget til sig, siger hun.

I alt har 94.061 søgt ind på en videregående uddannelse. Det er igen i år en ny rekord. Det fremlagde regeringen tirsdag.

I den forbindelse lagde uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) ikke skjul på, at hun ser en klar forbindelse mellem valg af uddannelse og jobmuligheder.

- Et studievalg er et jobvalg, og jeg håber, at de unge har brugt både hjerte og hjerne i deres valg, sagde hun.

/ritzau/