Tænketank: Vrøvl at nulvækst giver fyringer

Der skal ikke fyres 24.000 offentligt ansatte, hvis Venstre indfører offentlig nulvækst til 2020, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ellers har beregnet i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det fastslår cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos.

Det offentlige kan lave større lønspredning, øge produktiviteten, så ansatte laver mere, og udlicitere langt flere opgaver til private end nu hver fjerde opgave, siger han.

- Med nulvækst regulerer man udgifterne med stigning i priser og lønninger. Man kan godt have et uændret antal offentligt ansatte, har Finansministeriet beregnet, siger Mads Lundby Hansen.

Han henviser til Finansministeriets notat fra 24. februar 2010 om, at: "Nulvækst betyder således, at de ressourcer, der tilføres til offentligt forbrug er realt uændret".

Han påpeger, at de offentlige sygehuse øgede produktiviteten over to procent årligt fra 2004 til 2011, da VK-regeringen indførte behandlingsgarantien, så patienter kunne tage penge med til private klinikker i Danmark eller udlandet.

- Man kan effektivisere varme hænder som sygeplejersker og læger. Hvis man øger produktiviteten med to procent i kommunerne, kan der hentes en årlig gevinst på fem milliarder kroner eller 25 milliarder kroner på fem år, siger Mads Lundby Hansen

Han mener, at det offentlige kan "køre længere på literen". Nu udliciterer kommuner kun hver fjerde opgave til private. De kan spare 15 milliarder kroner ved at udlicitere tre af fire opgaver over en årrække, siger han.

- Det er selvfølgelig muligt at få mere for pengene i OECDs største offentlige sektor. Produktivitetskommissionens analyser viser, at man kan få en langt mere effektiv folkeskole, ældresektor og daginstitutioner, siger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip