Tæppeland løftes ud af Biva-konkurs

Den danske fusionsfiasko Biva-Tæppeland blev erklæret konkurs for godt tre uger siden, men nu har Jørn E. Jensen, bedre kendt som Tæppe-Jensen, fundet en køber til Tæppeland-delen af koncernen. Det er det norske InHouse Group som i samarbejde med Tæppe-Jensen fører den del af koncernen videre under navnet InHome Tæppeland.

Tæppe-Jensen har siden konkursen forsøgt at finde en løsning og få videreført sit livsværk, der startede som en lille butik i Istedgade i starten af 50'erne. Butikken gik konkurs efter, hvad han i en pressemeddelelse kalder en ulykkelig fusion. Men med det nye samarbejde kan der igen syes videre på tæppehistorien.

InHouse Group skal danne fundamentet for InHome Tæppeland. Den norske virksomhed, som er markedsleder i Norge og Sverige og har en omsætning på omkring 300 millioner kroner, vil få en ejerandel på 65 procent, og de resterende 35 procent går til Jensen Group og Partner.

Bestyrelsesformand Erik Brennmoen fra InHose Group udtaler, at det var naturligt at indgå et samarbejde med Tæppelands grundlægger, og de to koncerner har tidligere stiftet bekendtskab, dengang Tæppeland også fandtes i Norge.

Men møbelvirksomheden Biva står stadig uden redningsmand. De butikker, som endnu er åbne, bliver dog ikke lukket foreløbigt.

»Vi er glade for, at boets opretholdelse af driften nu har udmøntet sig i et salg af en stor del af Tæppeland og dermed bevarelse af en række arbejdspladser. Vi håber fortsat på en tilsvarende løsning for Biva og fortsætter derfor driften af Biva uanset salget af Tæppeland,« siger kurator Lisa Bo Larsen, advokat i Kromann Reumert.

De medarbejdere, der arbejder i Tæppelands butikker, bliver medoverdraget sammen med butikkerne, som fortsætter under det nye navn. InHome Tæppeland kommer til at tage udgangspunkt i Jørn E. Jensens koncept og værdier om godt købmandsskab og et bredt sortiment. Et koncept man var kommet langt væk fra under Biva-ejerskabet, siger selskabets kommende direktør, Frank Naur Jensen i en pressemeddelelse.

 

Dagens Gossip