Tæt på 100 dræbte om dagen i Centralafrikansk Republik

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Volden i Den Centralafrikanske Republik fortsætter med uformindsket styrke. Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er flere end 600 mennesker blevet dræbt i løbet af den seneste uge.

- Vi ser en forværring af situationen i Den Centralafrikanske Republik, siger talsmand for UNHCR Adrian Edwards.

Han påpeger, at den sekteriske vold har dræbt 450 mennesker i hovedstaden Bangui og 160 i resten af landet.

Samtidig er omkring 159.000 mennesker fordrevet fra deres hjem i hovedstaden, der har et indbyggertal på omkring 700.000.

Volden i det centralafrikanske land er eksploderet som følge af religiøse modsætninger mellem muslimer og kristne, efter at muslimske oprørere tog magten ved et kup tidligere i år.

I et åbent brev fredag til Valerie Amos, der er vicegeneralsekretær for FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, kritiserer Læger Uden Grænser FN for at have nølet for længe med at gribe nok ind i det uroplagede land.

- Denne sene beslutning skal have reel betydning og iværksætte omgående og radikale ændringer i den måde, FN's humanitære organisationer reagerer på krisen, siger operationschef Bart Janssens i en skriftlig kommentar.

I sidste weekend sendte Frankrig 1600 soldater til det uroplagede land, der er en tidligere fransk koloni.

Siden et kup mod landets præsident i marts er den fattige republik havnet i kaos og anarki med daglige kampe mellem rivaliserende bander og militser. Det er delvist en religiøs konflikt mellem muslimer og kristne.

Både Frankrig og USA har advaret om, at et folkedrab kan være undervejs i Den Centralafrikanske Republik, hvis ikke den sekteriske vold bliver standset.

Den fattige og kupplagede stat har kæmpet med vold og politisk ustabilitet, siden landet blev selvstændigt i 1960.

/ritzau/AFP