Tæt på drukneulykke: Pigen kunne ikke svømme

»Jeg ser 5-8 personer svømme rundt og søge i vandet, og de svarer, at de leder efter en pige. Jeg tænker, at det kan ikke passe og begynder selv at søge, men det er svært at se, selvom man næsten kan bunde på stedet. Inde på stranden hører jeg en mor skrige, og jeg ser to livreddere løbe i vandet,« fortæller Max Klovgaard Lassen, der selv var i vandet i våddragt for at træne til Ironman.

Fra stranden følger de chokerede badegæster eftersøgningen og for Max Klovgaard Lassen føles det som en evighed, inden pigen bliver fundet.

»Alle på stranden er chokerede, men endelig er der en mand, der finder hende livløs og får hende reddet i land, hvor man forsøger at genoplive hende. Men hun har været lang tid under vand - måske næsten et kvarter. Det sidste jeg hører fra livredderne er, at hun trækker vejret, da ambulancen kører,« fortæller han.

Men livredderne fortæller ham også, at moderen fortalte dem, at pigen ikke kunne svømme. Derfor har hun været let for de ellers blide bølger at trække ned.

»Hvis sådan noget kan ske inde i en lagune, som Strandparken jo er, på et sted, hvor man næsten kan bunde på en dag uden bølger, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad der ellers kan ske. Jeg var selv ude at svømme for at konfrontere min angst for vand, fordi jeg desværre først fik lært at svømme som voksen. Og nu dyrker jeg triatlon. Man skal virkelig lære at svømme som barn, så man får et naturligt forhold til vand. Så få nu jeres børn lært at svømme,« lyder budskabet Max Klovgaard Lassen, der selv har sørget for at hans fire af slagsen kan.

Sent fredag melder Københavns Politi, at pigen er i live efter uheldet, men ikke ved bevidsthed.

Dagens Gossip

Dagens TV