Tag til Kronborg med Google Street View

Fremover kan man vandre på bakkerne foran Hammershus eller udforske Kronborg med Google-tjenesten Street View.

Det kan man efter at Google netop har givet tjenesten den hidtil største opdatering.

På verdensplan er der kommet mere end 400.000 kilometer ny vej ind på tjenesten, og herhjemme kan vi prale af, at man nu kan besøge en lang række seværdigheder.

- Med Street View vil vi vise de mange dejlige steder, vi har i Danmark og give vores brugere mulighed for at gå på opdagelse på tværs af såvel lands- som verdensdele, siger Googles danske talsperson, Christine Sørensen.

I alt er 70 danske områder og seværdigheder nu med i Google Street View, ud over Kronborg og Hammershus, gælder det for eksempel Orlovsmuseet, Bonbonland og Moesgaard Museum.

- Forhåbentlig vil billederne vække yderligere nysgerrighed hos vores brugere og tiltrække nye besøgende til spændende danske attraktioner som for eksempel Gråsten Slot, Vikingeskibsmuseet i Roskilde eller Botanisk Have i Aarhus, siger Christine Sørensen.

Street View aktiveres i Google Maps ved at trække ikonet med en lille orange mand, "Pegman", i venstre side af kortet hen på en af de ruter, der er markeret med blåt.

Derved vises panoramabilleder på gadeniveau og man kan så udforske og lære en attraktion eller bydel bedre at kende og fx undersøge adgangsforhold, tjekke parkeringsmuligheder og aftale mødesteder, hvis man gerne vil planlægge et besøg.

Street View blev første gang lanceret i USA i maj 2007 og er i dag en populær tjeneste i hele verden.

Tjenesten, der blev introduceret i Danmark 2010, er også tilgængelig gennem Google Earth og Google Maps for Mobile.

Der bliver løbende tilføjet nye steder til Street View.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV