Tage lagde dræn på en mark, da han fandt en sjælden genstand: Nu får han 110.000 kroner

En heldig mand og hans familie er nu 110.000 kroner rigere, efter at han i foråret fandt to store flintøkser i Jylland.

Fundet af flintøkserne er nemlig helt unikt, fortæller museumsinspektør ved Viborg Museum Mikkel Kieldsen. Derfor udløste økserne også en danefædusør til finderen, Tage Pinnerup.

- Det er i hvert fald Danmarks og måske verdens største flintøkse. Det gør fundet til noget helt specielt, fortæller Mikkel Kieldsen, der ikke troede sine egne ører, da han hørte om fundet.

- Jeg tænkte: Hold da kæft, det kan ikke passe. Der må være et eller andet galt med hans tommestok. Den vil jeg se, før jeg tror, at den er så stor.

Den største af flintøkserne måler 50,5 centimeter, og det gør øksen til den længste, der nogensinde er fundet i Danmark.

Det var i midten af april, at Tage Pinnerup fandt økserne i en mose i forbindelse med etableringen af et nyt dræn på en mark ved landsbyen Kobberup.

De to økser er fra bondestenalderens tragtbægerkultur. De er formentlig blevet nedlagt i mosen som offergaver.

Det er et utroligt sjældent fund, som der er langt imellem, fortæller Mikkel Kieldsen, der er glad for, at finderen har fået en dusør.

- Danefædusøren gør, at vi kan få opmærksomhed omkring, at det faktisk kan betale sig at aflevere ting til museerne, og man ikke risikerer at skulle betale noget som finder nærmest tværtimod.

Flintøkserne bliver udstillet på Nationalmuseet fra 28. januar næste år i en udstilling ved navn "Hvad mulden gemte - årets danefæ 2016".

/ritzau/

Dagens Gossip