IS tager kontrol over grænseovergang til Irak

Skrevet af admin

22/05/2015

Dagens topnyheder

Islamisk Stat (IS) har nu taget kontrol over en grænseovergang mellem Irak og Syrien, efter at syriske regeringstropper har trukket sig tilbage.

Det oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det betyder, at det syriske regime ikke længere har kontrol over nogen af grænseovergangene til Irak, lyder det fra observatørerne ifølge AFP.

Grænseovergangen, som kaldes al-Tanf eller al-Waleed i Irak, befinder sig i Syriens Homs-provins, hvor IS-styrker for nylig har taget kontrol over den historiske by Palmyra.

Reuters har kontaktet et IS-medlem, som bekræfter, at man har taget kontrol over grænseovergangen cirka 240 kilometer fra Palmyra.

Den seneste uge har IS har erobret den irakiske provinshovedstad Ramadi, og kort efter har jihadisterne stormet og stort set indtaget oldtidsbyen Palmyra.

Dermed kontrollerer IS over 50 procent af Syriens territorium, dog er der for det meste tale om tyndt befolkede områder.

/ritzau/Reuters