Taget på fersk gerning: Ansat satte ild til plejehjem for blinde

Skrevet af Sol Stoffregen

27/11/2013

Dagens topnyheder

Efter tre alvorlige brande på kort tid kan beboerne på et plejehjem i Valby ånde lettet op, for den 28-årige gerningsmand, en tidligere ansat på plejehjemmet, har tilstået og er i politiets varetægt.

Det skriver Ekstra Bladet.

Den 30. oktober og den 5. november udbrød der tre brande på den selvejende institution, plejecentret Solterrasserne i Valby, der huser blinde og svagtseende ældre.

Den ene gang havde flammerne nær taget en 91-årig beboer, da en hynde blev antændt tæt på beboeren. Men i sidste øjeblik blev den 91-årige reddet af personalet, da brandalarmen hylede.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Det var først den 15. november sent på aftenen, politiet fik mistanke om, at en 28-årig bortvist medarbejder på Solterrasserne stod bag brandene, da de blev kaldt ud til en usædvanlig situation på plejehjemmet, der har adresse på Johan Krohns vej 8 i Valby.

Den 28-årige havde nemlig stjålet to medaljer og et kreditkort fra en beboer, men episoden udviklede sig, da han truede en vagtmand, der pludselig dukkede op, med en luftpistol. Politiet anholdte manden og varetægtsfængslede ham. 

LÆS OGSÅ: Mand trak bukserne af 99-årig midt om natten

Under en afhøring i går tilstod den tidligere ansatte, at han var ansvarlig for de tre brande på plejehjemmet.

Den 28-årige hævder, at han satte ild til plejehjemmet for at slette spor, efter han havde begået indbrud hos de ældre. Han hævder, at han aldrig var ude på at skade beboerne.

I sommer blev den 28-årige bortvist fra sit arbejde på plejehjemmet, fordi ledelsen havde ham mistænkt for at stjæle fra beboerne, ifølge Ekstra Bladet.