Taiwan holder øje med urolighederne i Hongkong

Skrevet af admin

29/09/2014

Mest læste i dag

Befolkningen i Taiwan følger de voldsomme begivenheder i Hongkong tæt.

Det siger Taiwans præsident, Ma Ying-jeou, i et interview med tv-stationen al-Jazeera.

- Taiwan er det eneste sted i Kina, hvor vi er i stand til at udøve demokrati. Vi er meget bekymrede for, hvordan det (urolighederne, red.) vil påvirke Hongkongs fremtid samt Kinas omdømme internationalt, siger præsident Ma Ying-jeou.

Tusindvis af aktivister har de seneste dage protesteret i Hongkong mod det kinesiske styre. Demonstranterne kræver frie valg i den tidligere britiske koloni, som nu har delvist selvstyre og flere demokratiske rettigheder.

Uropoliti forsøgte i weekenden at stoppe urolighederne, men mandag morgen lokal tid er der fortsat aktivister på gaderne.

Præsident Ma Ying-jeou er også bekymret for Hongkongs rolle som en af de verdens vigtigste finanscentre.

- Enhver form for politisk turbulens vil have en betydelig indflydelse på den økonomiske udvikling, siger han.

Selv om Taiwan er et selvstændigt demokrati, gør Fastlandskina krav på øen.

Ma Ying-jeou fastslår, at Taiwan fortsat ikke anerkender begrebet "et land, to systemer", som Kina regerer Hongkong efter, men som oprindeligt blev skabt for Taiwan i begyndelsen af 1980'erne.

Taiwan løsrev sig i 1949 efter en borgerkrig i Kina mellem kommunister og nationalister. Nationalisterne flygtede til Taiwan, som siden har oplevet stor økonomisk fremgang.

Protesterne i Hongkong begyndte for en uge siden og skyldes utilfredshed med, at styret i Beijing i august bestemte, at kandidater til valget i Hongkong i 2017 skal godkendes i den kinesiske hovedstad, Beijing.

/ritzau/Reuters