Taknemmelig søn efterlyser: Hvem hjalp min kvæstede mor?

Skrevet af Jesper Larsen

11/03/2015

Dagens topnyheder

En 83-årig kvinde blev i går kørt til Holbæk Sygehus med en brækket arm og et brækket kindben. Den ældre kvinde kan ikke huske, hvordan det skete, men hun blev fundet af en kvinde på en sti i Kalundborg, der ringede efter en ambulance, som fragtede den 83-årige til hospitalet.

Men fordi den 83-årige ikke kan huske, hvordan uheldet skete, og familien er utroligt taknemmelige for hendes indsats, efterlyser familien nu kvinden.

- Min mor husker ikke selv, hvad der er hændt hende. Hun husker kun, at hun stod op om morgenen, og at hun senere vågnede op på Holbæk Sygehus. Falckredderne, der bragte hende ind til sygehuset, fortalte, at de var blevet tilkaldt af en kvinde, der havde fundet min mor liggende på en sti i Kalundborg, siger kvindens søn, Benny Spangsborg, til sn.dk.

- Vi vil gerne takke hende for at have hjulpet mor. Hvem ved, hvor længe hun kunne have ligget der, hvis hun ikke var kommet forbi? Derudover vil vi gerne tale med hende for at opklare, hvad det præcist var, som skete. Min mor har det svært med slet ikke at kunne huske noget, siger Benny Spangsborg til sn.dk.

Benny Spangsborg blev kontaktet af Holbæk Sygehus klokken 16.15, og han formoder, at moren kom til skade tidligere på dagen.

Han vil meget gerne i kontakt med kvinden, der hjalp hans mor, og han kan kontaktes på telefon: 29 27 67 70.