Taleban-hat og Kalashnikov er bevis nok for Dansk Folkeparti

»Hvis man går rundt et eller andet sted i jihad-land med en Taleban-hat og en stor Kalashnikov, så er de det jo ikke for at holde badeferie. Man kan sagtens finde ud af sådan noget,« siger udenrigsordfører Søren Espersen (DF).

»Så det er meget nemt. Vi skal bare tage fat på det,« understreger han.

Justitsminister Morten Bødskov (S) har senest torsdag advaret danskere mod at kæmpe i Syrien, da de kan se frem til lange fængselsstraffe, når de kommer hjem til Danmark.

Men forsvarsadvokat Kåre Traberg Smidt har sået tvivl om, hvorvidt man med de nuværende regler kan straffe de danske krigere i Syrien for terrorvirksomhed eller -træning, da linket til terrorgrupperne kan være svært at bevise. Den bekymring deler Søren Espersen altså ikke

»Når de tilslutter sig en al-Qaeda-lignende bevægelse, så er de gået over grænsen, hvor det er kriminelt. Så behøver man ikke løfte en eller anden bevisbyrde for, at de selv har sprunget et eller andet i luften. Det ligger i sagens natur,« siger udenrigsordføreren.

Søren Espersen peger på to springende punkter i spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om terrorvirksomhed.

»Er de med i bevægelser, som er terrorstemplet enten i Danmark, USA eller EU? Eller er de på nogen måde med i en armé eller en oprørsbevægelse, som kæmper mod Danmark og NATO, så er det kriminelt, og det sidste er faktisk landsforræderi, og så kan de straffes efter den paragraf,« siger DFeren.

Hvis en dansker forbryder sig mod et af de to punkter, kræver Dansk Folkeparti »årelange« fængselsstraffe og fratagelse af dansk statsborgerskab.

Dagens Gossip