Taleban-leder: Attentat på Malala var chokerende

I oktober 2012 overfaldt og skød militante talebanere den dengang 15-årige pige gennem hovedet og nakken, men hun overlevede mirakuløst.

Ifølge amerikanske NBC News skriver talebanlederen Adnan Rashid nu i et åbent brev til Malala, at han ville ønske, at episoden »aldrig var sket«.

»Det var chokerende for mig, da du blev angrebet. Jeg ville ønske, at det aldrig var sket,« skriver Rashid, der dog afviser at undskylde over for pigen.

Taleban-officeren, som efter eget udsagn sad i fængsel, da attentatet skete, svarer i brevet ikke på, om mordforsøget var rigtigt eller forkert.

»Lad os overlade det til Allah den Almægtige. Han er den bedste dommer,« lyder det fra kommandøren, der opfordrer Malala til at forlade Storbritannien, hvor hun nu bor sammen med sin familie, og vende tilbage til Pakistan.

»Tag imod den islamiske og pashtunske kultur, meld dig til en koranskole nær din hjemby, studér Allahs bog og brug din pen i islams sag,« skriver Adnan Rashid i sit åbne brev.

Malala Yousafzai begyndte allerede som 11-årig at blogge om kvinders rettigheder i den nordvestlige del af Pakistan, hvor Taleban flere gange har forbudt unge piger at gå i skole.

Et år før mordforsøget havde den sydafrikanske aktivist og tidligere biskop Desmond Tutu nomineret Malala Yousafzai til den internationale børnefredspris for sit arbejde, ligesom hun samme år modtog en lignende pris i Pakistan.

Efter mordforsøget er hun blevet et internationalt ikon, der i sidste uge blev fejret i FN i forbindelse med sin 16 års fødselsdag

»De troede, at en kugle kunne gøre os tavse, men de fejlede. I stedet rejste 1.000 stemmer sig,« sagde Malala i sin tale ved højtideligheden.

Dagens Gossip