Taleban tager ansvar for drab på turister i Pakistan

Taleban meddeler, at man har oprettet en ny fraktion, der skal dræbe udlændinge som hævn for de amerikanske droneangreb, efter terrornetværkets næstkommanderende, Maulvi Wali ur-Rehman, 29. maj blev dræbt i et sådant angreb i den nordvestlige del af Pakistan tæt på den afghanske grænse.

Bjergbestigerne befandt sig ifølge AFP i deres teltlejr på Nanga Parbat-bjerget i den pakistanske del af Himalaya, da de blev omringet og angrebet af mændene, der efterfølgende flygtede. Ifølge den pakistanske indenrigsminister, Chaudhry Nisar, var gerningsmændene klædt i paramilitære uniformer.

Ikke alle bjergbestigernes nationalitet er blevet endeligt bekræftet, men ifølge den statslige TV-station PTV drejer det sig om fem ukrainere, tre kinesere og en russer. En enkelt kineser har angiveligt overlevet angrebet og er blevet bjærget af redningsarbejdere. Ukraines ambassadør i Pakistan har desuden bekræftet, at netop fem ukrainere er blandt de dræbte.

Himalaya-bjergene i det nordlige Pakistan er et yndet mål for erfarne, ofte europæiske, bjergbestigere, skriver nyhedsbureauet AFP. Nanga Parbat-bjerget er således et af de højeste bjerge i verden.

Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, var hurtigt ude og forsømme angrebet, der kan få indflydelse på, om udenlandske bjergbestigere ønsker at besøge området fremover.

De pakistanske myndigheder har nu sendt helikoptere til bjergområdet for at bjærge ligene, og der er sendt politi og militær til området for at finde gerningsmændene.

»En eftersøgningsoperation er sat i gang. Alle indgangs- og udgangspunkter er blevet lukket,« siger polititalsmand Mohammed Naveed til AFP.

Det er kun muligt at nå helt frem til området på muldyr, hest eller til fods, da der ikke er nogen veje.

Bjergområdet ligger i Gilgit-Baltistan-provinsen, som tidligere har været kendt som et af de mere rolige områder i Pakistan. I de senere år har man dog oplevet en bølge af angreb fra militante mod medlemmer af det shiamuslimske mindretal. Det er første gang, at udenlandske turister er blevet angrebet i Gilgit-Baltistan-provinsen.

Den amerikanske regering mener, at Maulvi Wali ur-Rehman står bag organiseringen af angreb mod amerikanske soldater og NATO-styrker i Afghanistan, ligesom han var efterlyst i forbindelse med et selvmordsangreb på en amerikansk base i Afghanistan, der kostede syv CIA-agenter livet i 2009.

Premierminister Sharif har tidligere slået til lyd for fredsforhandlinger med Taleban, og han kritiserede det amerikanske droneangreb, der dræbte Rehman, da han mener, det krænker Pakistans suverænitet.

Dagens Gossip