Taliban angriber lufthavn ved Kunduz

Skrevet af admin

30/09/2015

Dagens topnyheder

Kampe i den nordlige by Kunduz i det nordlige Afghanistan fortsatte sent tirsdag med uformindsket styrke, efter at Taliban havde angrebet byens lufthavn, selv om lokale sikkerhedsstyrker har iværksat en offensiv for at forsøge at vinde byen tilbage.

Taliban indledte offensiven og indtog landets femte største by mandag - dagen før Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, markerede, at han har været ved magten i et år.

Taliban befriede hundredvis af fanger mandag.

En talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest, fordømmer Taliban for angrebet. Han siger, at afghanske styrker er begyndt at generobre kontrol over nogle bygninger i byen, og at USA yder luftstøtte og rådgivning.

- Dette er helt sikkert det første større gennembrud i en provinshovedstad siden 2001. De angriber de afghanske styrker fra alle sider. Det ser meget alvorligt ud, siger analytikeren Graeme Smith fra tænketanken International Crisis Group til Reuters.

USA siger, at der er tale om et alvorligt tilbageslag for sikkerhedsstyrkerne.

Amerikanske luftangreb var tirsdag formiddag rettet mod oprørsbevægelsens positioner i udkanten af byen, oplyser en talsmand for den internationale koalition i landet.

- Forstærkninger er sendt til byen, siger en regional polititalsmand, Sayed Sarwar Hussaini, til det tyske nyhedsbureau dpa.

Taliban-lederen Mullah Mohammed Mansour Akhtar forsikrer byens indbyggere om, at oprørsbevægelsen vil "beskytte deres liv, ejendom og ære".

Byen er den femtestørste i Afghanistan og centrum i en af landets rigeste provinser, der anses for at være strategisk vigtig.

Taliban har optrappet en sommeroffensiv, selv om bevægelsen er splittet af en strid om, hvem der skal være leder efter Mullah Omar, der blev erklæret død i juli i år.

/ritzau/AFP