Taliban dræber 16 personer i Afghanistan

En selvmordsbombe i en bil blev detoneret ved indgangen til militærbasen, der deles af afghanske tropper og NATO. Her har den radikale islamistiske bevægelse i 12 år bekriget NATO-tropper og afghanske regeringsstyrker.

Otte til 10 bevæbnede mænd forsøgte efter bombeeksplosionen at trænge ind på basen fra to forskellige retninger, og det førte til en ildkamp, der ifølge provinsens viceguvernør, Mohammad Ali Ahmadi, varede omkring en time.

En embedsmand fra det amerikanske militær bekræfter over for AFP på betingelse af anonymitet, at en amerikansk soldat blev dræbt i angrebet i Ghazni.

Ifølge det polske forsvarsministerium er 10 polske soldater desuden blevet såret i skududvekslingerne, hvoraf én er i en kritisk men stabil tilstand. Forsvarsministeriet oplyser, at alle Taliban-oprørerne, der angreb militærbasen, »er blevet elimineret«.

Det har ikke været muligt for AFP at få en kommentar fra NATOs internationale styrke, ISAF, umiddelbart efter angrebet.

Provinsens hospitalschef Baz Mohammad Hemat fortæller, at lokale politibetjente var blandt de dræbte, og at civile, herunder også kvinder og børn, blev fanget i ildkampen.

Taliban-talsmand Zabiullah Mujahid har taget ansvar for angrebet i en mail til AFP.

Onsdag blev yderligere fire civile desuden dræbt, da en selvmordsbomber kørte en bil med sprængstoffer ind i en konvoj med NATO-tropper i Lashkar Gah i den uroplagede Helmand-provins. Omkring 15 personer, der stod i nærheden, blev såret i bombeangrebet. Der er ingen bekræftede dødsfald blandt NATO-tropper i dette angreb, som ISAF har afvist at kommentere.

I provinsen Farah blev yderligere fire personer dræbt, da en raket blev affyret mod en parkeringsplads, hvor 40 lastbiler med brændstofforsyninger til NATO brød i brand.

Ifølge den seneste opgørelse fra FN er antallet af civile dødsfald i den afghanske krig steget med 23 procent i det første halvår af 2013.

Taliban har trappet op for angrebene i løbet af sommeren, hvor relativt uprøvede afghanske soldater og politibetjente har taget over for NATO-tropper.

Omkring 87.000 internationale soldater er fortsat i Afghanistan.

Dagens Gossip

Dagens TV