Taliban dræber 22 afghanske politifolk i bagholdsangreb

Op mod 22 afghanske politifolk meldes dræbt og otte skulle være såret, efter at en kolonne med politibetjente faldt i et bagholdsangreb i det nordlige Afghanistan.

Den lokale guvernør i provinsen Sari Pul fortæller, at politifolkene var ved at blive overflyttet til et andet distrikt i Sari Pul, da de angiveligt blev angrebet af oprørere fra Taliban.

- De kom i et bagholdsangreb, da de var på vej fra Laghman til Alaf Safid. 22 politibetjente led martyrdøden. Otte blev såret, mens syv blev taget til fange, siger Abdul Jabar Haqbin til nyhedsbureauet AFP.

Ved angrebet blev der ifølge guvernøren sat ild til omkring 10 køretøjer.

Kampen mellem politifolkene og Taliban-oprørerne varede angiveligt flere timer, og 23 oprørere blev tilsyneladende dræbt.

Taliban har ikke kommenteret beskyldningerne om, at den skulle stå bag angrebet, men bevægelsen har tidligere udført lignende bagholdsangreb mod afghanske sikkerhedsstyrker.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip