Taliban strammer grebet om Helmand-provinsen

Skrevet af admin

05/09/2015

Dagens topnyheder

I mere end tre måneder har guvernøren i Musa Qala, Mohammad Sharif Khan, advaret om, at hans distrikt var ved at falde til den islamiske Talibanbevægelse.

I maj rapporterede han til Afghanistans regering, at tre fjerdedele af den sydlige Helmand-provins allerede var under Talibans kontrol, og regeringens folk var ikke længere til stede i deres distriktshovedkvarter.

- Taliban har bedre udstyr end politiet. Vi mistede mange politifolk, siger Khan til det tyske nyhedsbureau dpa.

Guvernøren måtte selv flygte til provinshovedstaden Lashkar Gah, efter Musa Qala blev indtaget af Taliban i sidste uge. Han siger, at der ikke var nogen opbakning fra regeringen, da talibanerne omringede byen i fem dage.

Det var netop i Helmand-provinsen, at de Nato-ledede styrker - herunder de danske soldater - led de største tab under krigen i Afghanistan.

Danske soldater forlod sidste år den sydlige Helmand-provins efter otte års indsats i området og 13 års allieret krig. 43 danske soldater mistede livet i løbet af de otte år i Afghanistan.

Nu siger både afghanske embedsmænd og Nato-kilder, at Taliban er godt i gang med at etablere deres strategiske hovedkvarter i den nordlige del af Helmand-provinsen, hvor den militante gruppe har kontrollen.

Det lader til, at den islamistiske gruppe forsøger at udvide territoriet yderligere nu, siger Graeme Smith, der er Afghanistan-analytiker i tænketanken International Crisis Group.

- Det vil betyde, at Taliban kan fremstille sig selv som den legitime magt, siger han og tilføjer, at de militantes indtog i områder, der tidligere var under regeringens kontrol, er "en politisk udfordring for de af os, der er interesserede i fred".

Det afghanske militær har indsat 32.000 soldater i Helmand-provinsen, hvilket svarer til omkring en tiendedel af alle landets soldater, og amerikanske fly har bombet Talibans stillinger fra luften.

I en video oplyste Taliban for nylig, at gruppen har fået fat i "en masse artilleri og udstyr", da den indtog Musa Qala. Videoen viser militante i guvernørens kontor, politiets hovedkvarterer og en tidligere amerikansk militærbase.

Amerikansk militærs fornyede engagement for at bakke op om "de afghanske marionet-styrker" i provinsen understreger bare "vigtigheden af vores sejr", lyder det fra Taliban i videoen fra gruppen.

/ritzau/dpa