Taliban udgiver biografi om enøjet leder

Skrevet af admin

06/04/2015

Mest læste i dag

Han er en af verdens mest eftersøgte personer, men offentlighedens kendskab til ham er marginalt. Det bliver der nu lavet en anelse om på.

Taliban i Afghanistan har nemlig udgivet en biografi om gruppens omstridte leder Mullah Omar, skriver BBC.

Det sker for at markere Mullah Omars 19. år som leder af den militante gruppe, og den 5000 ord lange biografi kan læses på Talibans officielle hjemmeside.

Den enøjede Taliban-chef har været som sunket i jorden, siden USA gik ind i Afghanistan i 2001, og der florerer fra tid til anden rygter om hans død.

I biografien beskrives det dog, at Mullah Omars hverdag ikke skulle have ændret sig synderligt trods den vestlige militæralliances tilstedeværelse i Afghanistan.

Læserne får også at vide, at Mullah Omars yndlingsvåben er en RPG-7 - et skulderbåret panserværnsvåben - og at han har en "særlig" form for humor.

Ifølge biografien holder lederen sig fortsat opdateret om, hvad der foregår i Afghanistan og i resten af verden.

- Skarpt følger og inspicerer han aktiviteterne mod de brutale, vantro, udenlandske indtrængere, hedder det ifølge nyhedsbureauet AFP i biografien.

Det amerikanske udenrigsministerium har udlovet en dusør på 10 millioner dollar for Mullah Omar, der for alvor kom i amerikanernes søgelys, da han udtrykte støtte til den tidligere al-Qaeda-leder Osama bin Laden.

Det står ikke klart, hvorfor Taliban har valgt jubilæet til at offentliggøre biografien, men nogle analytikere mener ifølge BBC, at det kan være et forsøg på at stoppe tilstrømningen af krigere til den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat, der primært holder til i Irak og Syrien.

Kommentatorer og Taliban-iagttagere har i lang tid ikke kunnet blive enige om mange oplysninger om Mullah Omar som eksempelvis hans alder.

I udgivelsen står der, at han blev født i 1960 i landsbyen Chah-i-Himmat, der ligger i den sydlige del af Afghanistan.

Han blev angiveligt såret fire gange i kampe og mistede sit højre øje, da Rusland invaderede Afghanistan.

Mullah Omar beskrives som en "rolig" mand, der er i stand til at tøjle sit temperament og aldrig føler sig hævet over sine kolleger. Han ejer angiveligt ikke et hjem og har ingen udenlandsk bankkonto.

Der findes ganske få billeder af Mullah Omar, som af USA beskrives som en høj mand med en splintskade i det højre øje.

/ritzau/