Taliban udnævner leder efter enøjet chefs påståede død

Skrevet af admin

30/07/2015

Dagens topnyheder

Taliban har valgt næstkommanderende Akhtar Mohammed Mansour som ny chef, siger højtstående medlemmer af gruppen.

Mansour, som er forhenværende chef for luftvåbnet, blev enstemmigt valgt til posten på et møde i Pakistan onsdag aften.

- Shurarådet, som blev afholdt uden for Quetta, valgte enstemmigt Mansour, siger en af deltagerne ifølge Reuters.

- Vi udsender snart en udtalelse, uddyber han.

Onsdag blev gruppens enøjede leder siden 1996, Mullah Omar, meldt død i flere internationale medier.

Mystikken omkring Mullah Omars skæbne har været stor, da han flere gange tidligere er rapporteret død. Han skulle være død af sygdom i 2013.

Blandt andet sagde Afghanistans efterretningstjeneste i 2011, at han var død. Tjenesten var også onsdag kilde til historien.

Mullah Omar er ikke set offentligt siden 2001, da han gik i skjul under den amerikanske invasion i landet.

Der hersker fortsat tvivl om den igangværende - men tilsyneladende træge - fredsproces mellem Taliban og den afghanske regering.

Den militante oprørsbevægelse hævder i en erklæring på sin hjemmeside at være uvidende om den anden runde fredsforhandlinger mellem parterne, som var planlagt til fredag.

- Medier rapporterer om fredsforhandlinger, som skal begynde snart. Enten i Kina eller Pakistan. Vi kender ikke til, at der skal være et sådant møde, skriver Taliban på sin hjemmeside.

Torsdag har Pakistans udenrigsministerium meddelt, at fredsmødet er udsat på opfordring fra Talibans ledelse og på grund af "meldingerne om Mullah Omars død".

/ritzau/Reuters