Taliban vil indføre sharialov i Kunduz

Skrevet af admin

29/09/2015

Mest læste i dag

Den afghanske oprørsgruppe Taliban siger, at den er ved at indføre sharialov i storbyen Kunduz, som militsen indtog mandag.

I en video fra oprørsgruppen, som er lagt ud på Facebook, siger medlemmer af Taliban, at sharialovgivning er ved at blive indført i provinshovedstaden i det nordlige Afghanistan.

Iagttagere har fremsat mange spekulationer om, hvorvidt Taliban vil forsøgte at bevare kontrollen over byen, eller om den vil trække sig tilbage efter at have vakt international opmærksomhed med det uventede angreb på byen mandag.

I et ti minutter langt videoklip vises der optagelser af byens hovedgade, hvor militsfolk fra Taliban fester og vifter med hvide flag, mens forknytte lokale indbyggere ser på.

Det er første gang siden 2001, at Taliban har vundet kontrol over en større by.

Afghanske soldater har indledt en stor modoffensiv i Kunduz for at generobre provinshovedstaden, og amerikanske luftangreb var tirsdag formiddag rettet mod oprørsbevægelsens positioner i udkanten af byen, oplyser en talsmand for den internationale koalition i landet.

- Forstærkninger er sendt til byen, siger en regional polititalsmand, Sayed Sarwar Hussaini, til det tyske nyhedsbureau dpa.

- Vi har generobret politihovedkvarteret og provinsens fængsel.

Taliban-lederen Mullah Mohammed Mansour Akhtar forsikrer byens indbyggere om, at oprørsbevægelsen vil "beskytte deres liv, ejendom og ære".

Byen er den femtestørste i Afghanistan og centrum i en af landets rigeste provinser, der anses for at være strategisk vigtig.

Tyske soldater, som var del af den internationale Isaf-styrke, overlod en militærbase i Kunduz til lokale styrker i oktober 2013.

Taliban har optrappet en sommeroffensiv, selv om bevægelsen er splittet af en strid om, hvem der skal være leder efter Mullah Omar, der blev erklæret død i juli i år.

/ritzau/AFP