Tante til Nordkoreas leder kan have begået selvmord

Skrevet af admin

07/01/2014

Mest læste i dag

Ifølge sydkoreanske medier er tanten til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, muligvis ikke længere i live.

Hun menes at have taget livet af sig selv eller bukket under for en hjertesygdom.

Den 68-årige tante var gift med den magtfulde Jang Song-thaek, som i december blev fjernet fra sin post og efterfølgende henrettet.

I sin nytårstale lagde Kim Jong-un ikke skjul på sin afsky for den nu afdøde onkel.

- Vi greb i året som gik beslutsomt ind for at fjerne afskummet i partiet, sagde han og beskyldte Jang Song-thaek for at have forsøgt at opbygge en selvstændig magtbase og dermed udfordre regimet.

Den sydkoreanske avis The Chosun Ilbo skriver, at regeringskilder søndag sagde, at tanten Kim Kyong-hui enten har begået selvmord eller er død af et hjerteanfald.

Tanten blev sidst set i forbindelse med fejringen af 65-året for etableringen af Nordkorea den 9. september sidste år. Ifølge den sydkoreanske avis led hun tilsyneladende af både alkoholisme og depression.

Sydkoreanske efterretningskilder mener, at hun er død, men har ikke været i stand til at få det bekræftet, skriver avisen.

Hun er den eneste søster til landets tidligere leder Kim Jong-il og datter af Nordkoreas stifter, Kim Sung-il.

I december skrev flere medier, at Kim Kyong-hui var kommet tilbage til Nordkorea efter et ophold i udlandet, hvor hun var blevet behandlet for en hjertesygdom.

/ritzau/NTB