Tanzanias elefanter nærmer sig katastrofen

Skrevet af admin

04/06/2015

Mest læste i dag

Elefantbestanden i det østafrikanske land Tanzania har været udsat for en katastrofal nedgang de seneste fem år. Det skyldes sandsynligvis krybskytters jagt på det kostbare elfenben.

Siden 2009, da bestanden blev vurderet til omkring 110.000 dyr, er antallet af elefanter faldet til 43.529 sidste år, viser nye tal fra Tanzanias minister for naturressourcer og turisme, Lazaro Nyalandu, ifølge Reuters.

Med 66.000 forsvundne elefanter er bestanden mere end halveret.

Ifølge regeringen kan det skyldes, at dyrene har forladt landet, mens Traffic, det internationale netværk for overvågning af handel med truede arter, peger på krybskytteri som den åbenlyse årsag.

Traffic er forbløffet over, at regeringen tilsyneladende først nu opdager omfanget af den illegale jagt.

- Regeringens tal viser, at Tanzania har mistet titusinder af elefanter gennem det seneste årti. Det er utroligt, at krybskytteri på et så højt industrielt niveau ikke er blevet kortlagt og håndteret før nu, siger Traffics direktør, Steven Broad.

Krybskytter i Afrika bliver stadigt mere effektive og brutale. De benytter radioer, helikoptere og de mest effektive våben på markedet, og de syndikater, der smugler elfenben eller horn fra næsehorn til Kina og Vietnam, er ekstremt velorganiserede.

Samtidig har de store summer, som elfenben indbringer, ført til omfattende korruption og bestikkelse af embedsmænd i de lande, hvor dyrene dræbes.

De parkbetjente, der skal tage kampen op mod krybskyttebanderne, er oftest håbløst underlegne med hensyn til køretøjer og våben.

Nyeste data fra Traffic indikerer ud fra beslaglæggelser, at mindst 45 ton elfenben fra Tanzania er strømmet ud på verdensmarkedet siden 2009.

Tanzanias naturminister, Lazaro Nyalandu, lader det i en kommentar stå åbent, hvad der er blevet af de mange forsvundne elefanter.

- Blev de dræbt, eller er de vandret ud af det observerede område? Når der konstateres sådan en voldsom nedgang i en dyrebestand, finder man normalt også et betydeligt antal kadavere. Det var ikke tilfældet her, sagde Nyalandu.

/ritzau/