Task Force får masser af narko i nettet

Politiet har på baggrund af beslaglæggelserne rejst 321 sigtelser om besiddelse af narko. Det viser en status fra Task Force Pusherstreet, der har eksisteret siden 1. september 2012.

Og den ekstraordinære indsats fortsætter.

»Vi har tænkt os at blive ved, indtil den åbenlyse hashhandel ved Christiania er fjernet,« siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi.

»Vi kan mærke, at strategien med at gå efter købere, sælgere og leverandører virker. Og det glæder os, at både naboer til Christiania og de fleste beboere på Christiania fortæller os, at de meget tilfredse med politiets indsats,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

De foreløbige tal for 2013 viser også, at Task Force Pusherstreet har beslaglagt fem pistoler med tilhørende ammunition, to af våbnene var skarpladt. Politiet har endvidere beslaglagt cirka tre millioner kroner.

»Vi kan høre og se, at vi stresser køberne, og når du stresser køberne, stresser du også sælgerne. Så sammenlagt er vi godt tilfredse med indsatsen,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

For to uger siden anholdt politiet 21 personer som led i en aktion mod »jointfabrikker«. Tre af de anholdte fik en straksdom, og 12 af de anholdte sidder fortsat varetægtsfængslet.

»Det sender nogle signaler om, at folk, der sidder og laver joints, som de sælger, ikke skal vide sig sikre,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

Dagens Gossip