Task force skal hjælpe afghanske tolke

Forsvarsministeriet oplyser, at partierne bag den såkaldte tolkeaftale er blevet enige om at sende en task force til Afghanistan for at sikre sagsbehandlingen for de afghanske tolke, der har arbejdet for de danske styrker.

»Jeg er rigtig glad for, at vi i forligskredsen er enige om, at der skal sættes turbo på sagsbehandlingen for de tolke, der har hjulpet de danske styrker i Afghanistan. Nu sender vi blandt andre folk fra Forsvarsministeriet og Udlændingestyrelsen af sted til Afghanistan hurtigst muligt. Det betyder, at vi snarest muligt får folk på jorden i Afghanistan, så vi på den måde kan sikre den bedst mulige sagsbehandling,« siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i en skriftlig udtalelse.

Der er tale om en tværministeriel task force under ledelse af Forsvarsministeriet, som »snarest muligt« sendes til Afghanistan for at sikre håndteringen af de sager, »hvor tolke og andre, der kan være omfattet af tolkeaftalen, har rettet henvendelse til danske myndigheder og givet udtryk for, at de føler sig truet.«

Forsvarsministeren var i sidste uge på besøg i USA, hvor han både mødtes med den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, og direktøren for virksomheden Mission Essential, der har været arbejdsgiver for de tolke, som har bistået de danske soldater. Netop Mission Essential havde tidligere ikke svaret på flere henvendelser fra forsvaret, hvilket besværliggjorde arbejdet med at finde frem til en del af de omkring 195 tolke, som har arbejdet for Danmark.

Mission Essential tilkendegav i en aftale med Wammen, at man vil hjælpe med at finde frem til tolkene, så de kan få deres sager behandlet og det kan blive klarlagt, om de har ret til hjælp fra de danske myndigheder.

Partierne bag tolkeaftalen, der blev indgået i foråret, er - ud over regeringspartierne - Venstre, Liberal Alliance og de Konservative. Aftalen, der giver tolkene mulighed for at få undersøgt, om de kan opnå asyl i Danmark eller har ret til anden hjælp i hjemlandet, kom i stand efter kritik af, at Danmark ikke havde ydet hjælp til de tolke, som har arbejdet for danske soldater, og som i nogle tilfælde kan være udsat for trusler fra Taleban i hjemlandet.

Dagens Gossip