Tavs Cameron er på EU-charmetur før skæbnemøde torsdag

Skrevet af admin

16/02/2016

Dagens topnyheder

Med to dage tilbage før et potentielt skæbnemøde slår EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker det helt fast: En britisk exit fra EU er ikke en mulighed.

Der er ingen plan b, lyder det forud for EU-topmødet torsdag.

Udtalelserne falder, mens den britiske premierminister David Cameron er på charmetur i Bruxelles for at vinde støtte til briternes betingelser for at forblive en del af unionen.

Bag lukkede døre i forhandlingslokalerne fremførte Cameron sine argumenter for Juncker og senere for Martin Schulz, formand for EU-Parlamentet, samt ledende parlamentsmedlemmer.

Overfor pressen var Cameron dog tavs, men meldingen fra hans kontor i Downing Street er, at Cameron mødte opbakning for sine krav.

Briternes udlægning er, at lederne af de tre største politiske grupperinger i EU-Parlamentet gjorde det klart, at de er klar til at hastebehandle lovgivningen i parlamentet, hvis man når en aftale.

EU-præsident Donald Tusk understregede tirsdag, at de 28 EU-landes stats- og regeringschefer skal være forberedt på at gå "en ekstra mil".

- Jeg nærer ikke tvivl om, at vi er nødt til at gå en ekstra mil for at nå en aftale, sagde han i Prag, hvor han mødtes med Tjekkiets premierminister, Bohuslav Sobotka.

Tjekkiet og de øvrige Visegrad-lande - Slovakiet, Ungarn og Polen - har udtrykt bekymring for de britiske mål om at bremse velfærdsydelser.

Spændingen ventes udløst torsdag og fredag, når stats- og regeringscheferne mødes i Bruxelles, hvor de blandt andet skal forhandle om betingelserne for Storbritanniens fremtid i EU.

Ifølge Tusk er risikoen for et brud mellem Storbritannien og EU reel, og han mener, der er grund til at handle forsigtigt, når det kommer til forhandlingerne med briterne.

Cameron ønsker blandt andet at begrænse andre EU-borgeres adgang til britiske velfærdsydelser, hvilket er et af de mest omstridte krav, fordi det umiddelbart strider mod unionens kerneprincip om ligebehandling og fri bevægelighed.

For to uger siden fremlagde Tusk en plan, som skulle imødekomme netop dette, og kort før deadline bliver der arbejdet på højtryk for at slibe de politiske knaster af og vinde opbakning til briternes plan.

Lykkes det at skabe enighed om en plan, er det op til de britiske vælgere at stemme ja eller nej ved en kommende folkeafstemning senest med udgangen af 2017.

/ritzau/