Tavse vuggestuebørn er mere stressede

Børn, der ikke græder, når de kommer i vuggestue, er mere stressede end børn, der stikker i et hyl på grund af den store omvæltning, skriver Søndagsavisen.

Det fremgår af en ny undersøgelse, hvor tyske forskere har målt indholdet af stresshormonet kortisol i spyttet hos etårige børn ved vuggestuestart i 37 institutioner. Her fandt forskerne de højeste niveauer blandt de tavse børn.

- Det at vise sine følelser for eksempel ved at græde er en måde at håndtere stress på.

- Så når børn græder, får de afløb for deres frustrationer, siger Charlotte Ringsmose, der er professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, til Søndagsavisen.

Ifølge den tyske undersøgelse fordobles kortisolværdierne i børnenes spyt, når de begynder i vuggestue, og de falder ikke til trods for, at børnene holder op med at græde.

Ni dage efter vuggestuestart er niveauet endnu højere, og fem måneder efter er niveauet fortsat højere, end da barnet begyndte. De børn, der havde det absolut højeste kortisolniveau, var dem, der ikke gav lyd fra sig.

- Det er utroligt, hvad børn kan tilpasse sig. Men det betyder ikke, at de har det godt indeni, siger Charlotte Ringsmose til Søndagsavisen.

- Og det viser jo, hvor vigtigt det er, at pædagogerne ikke kun er fokuserede på de børn, der græder højest, tilføjer hun.

I pædagogernes landsforbund Bupl mener man, at pædagoger i høj grad er opmærksomme på de tavse børn.

Men formand Henning Pedersen så gerne flere uddannede pædagoger i landets vuggestuer.Kun cirka halvdelen af de voksne i vuggestuerne har en uddannelse - i børnehaverne er det to tredjedele af de voksne.

- Det er en meget følsom periode i barnets liv, når de starter i en institution. Derfor er det vigtigt, at personalet er uddannet, siger han til Søndagsavisen.

/ritzau/

Dagens Gossip