Taxachauffør kørte måske med overfaldsmand i Nr. Bjert

Politiet står stort set på bar bund i sagen om den 15-årige pige, der torsdag aften blev overfaldet i Nr. Bjert ved Kolding.

- Men en taxachauffør har muligvis kørt med gerningsmanden, fortæller Kaj Hundrup fra lokalpolitiet i Kolding, der tilføjer at man endnu ikke ved om det har været til eller fra Degnevænget i Nr. Bjert.

Politiet har fået en del henvendelser i sagen fra borgerne, men ingen har set noget.

Trukket ned i eng-område

Pigen havde torsdag aften sammen med en veninde været til håndboldtræning i Kolding og de blev hentet af venindens far. På Degnevænget i Nr. Bjert, der ligger 25 meter fra pigens bopæl på Bygmarken, blev den 15-årige pige sat af.

Veninden og hendes far kørte fra stedet og pigen gik på en sti mod Bygmarken. Her mødte hun en mand, der spurgte om vej. Pigen forklarede manden vej, men pludselig tog han fat om hendes arm to gange og rev hende med ned i et eng-område. Her væltede de begge to rundt.

Pigen fik sig sparket fri og løb hjem til sine forældre, hvor der blev slået alarm til politiet.

Signalement

Manden beskrives som dansker, 185-190 centimeter høj, almindelig af bygning og var iført mørkt tøj samt hue og handsker.

Dna prøver sikret

Politiet har sikret sig dna-spor, men der kan gå op til ti dage inden resultatet af prøverne foreligger.

Sydøstjyllands Politi hører fortsat gerne fra eventuelle vidner på 1-1-4.

Dagens Gossip

Dagens TV