Taxachauffør ribbet af tank-røver

En kvindelig taxachauffør og en medarbejder på en Shell-tank i Esbjerg blev natten til lørdag truet med kniv af en ung mand, som forlangte kontanter.

- Han var ikke maskeret. Kniven gemte han i ærmet, og så trak han den frem. Han truer dem til at udlevere penge, siger vagtchef Bjørn Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 19-årige slap af sted med et mindre kontantbeløb fra tankstationen på Strandby Plads, og han forsøgte at stikke af via Nørregade. Men Shell-røveren havde ikke den mest heldige aften.

- Den ene af de patruljevogne, der bliver sendt til stedet, kommer altså kørende ad Nørregade. Så han løber lige i armene på dem, lyder det fra Bjørn Pedersen.

- Desuden var han iklædt en jakke, som han havde stjålet til en fest kort forinden, tilføjer vagtchefen.

Hverken den kvindelige taxachauffør eller tank-medarbejderen er kommet til skade under røveriet. Shell-ekspedienten har ifølge politiet før oplevet røverier på tanken, og vedkommende fortsatte sit arbejde resten af natten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip