Taxi-chauffører ruster sig med dom over uber-chauffører

Skrevet af admin

08/07/2016

Dagens topnyheder

I Dansk Taxi Råd er man blevet bekræftet i sin opfattelse af, at selskabet Uber driver taxi-kørsel, efter en dom i Københavns Byret.

- Sagen er, at Københavns Byret nu har konstateret, at de seks Uber-partnere har kørt taxi-kørsel. Det har været vores vores opfattelse hele tiden, og det er vi glade for, at Københavns Byret har bekræftet os i er rigtigt, siger direktør i Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg.

I Københavns Byret er seks Uber-chauffører fredag idømt bøder på mellem 2000 og 6000 kroner for pirattaxikørsel.

Og den dom vil Dansk Taxi Råd, der har ført massiv kampagne mod Uber, bruge til at gå benhårdt efter at få indstillet Ubers aktiviteter i Danmark .

- I forhold til selve virksomheden Uber, der kan vi helt sikkert bruge dommen til, og det kan politiet også bruge dommen til, at stoppe endnu flere Uber-biler. Vi håber selvfølgelig, at Uber nu tager dommen til efterretning og ophører med deres Uber Pop-produkt i Danmark, siger Trine Wollenberg.

Også i LO sætter man nu hårdt ind mod selskabet Uber, som man nu forventer nedlægger sig selv.

– Jeg forventer nu, at Uber stopper med at udbyde piratkørsel i Danmark. Vi skal have stoppet den ulovlige og unfair konkurrence, som Uber har ført til, siger LO's formand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

/ritzau/