Tchad: Boko Haram-militante henrettet dagen efter dødsdom

Der gik én dag.

Fredag blev ti formodede Boko Haram-militante dømt til døden i Tchad. Lørdag er de blevet henrettet.

Ifølge sikkerhedskilder er de ti dømte blevet dræbt af skud.

- De blev skudt i morges (lørdag morgen, red.) i Massaguet, siger en af kilderne til Reuters med henvisning til en by, der ligger cirka 60 kilometer nordøst for Tchads hovedstad, Ndjamena.

Det var en domstol i hovedstaden, der fredag besluttede, at de tiltalte skulle idømmes dødsstraf for terror og angreb i Tchad tidligere på året, hvor adskillige mennesker blev dræbt.

Dermed dømte Tchad for første gang formodede medlemmer af den islamistiske gruppe, der har hjemme i nabolandet Nigeria.

Kernen i retssagen var et dobbelt selvmordsangreb, der kostede 38 mennesker livet i Tchad i juni.

En af de dødsdømte er den 30-årige nigerianer Mahamat Mustapha, som ifølge anklagemyndigheden i Tchad var hjernen bag det dobbelte selvmordsangreb, som ramte en skole og en af politiets bygninger i Ndjamena. 38 blev dræbt og over 100 såret.

De tiltalte ved retssagen i Tchad var blandt andet anklaget for drab, omfattende ødelæggelser ved brug af sprængstoffer samt våbenbesiddelse.

Den militante, nigerianske bevægelse har flere gange gennemført angreb i Nigerias nabolande Tchad, Niger og Cameroun.

Det fik tidligere på året de fire lande til at etablere en regional styrke, der skal bekæmpe gruppen. Den tæller 8700 mand, men er endnu ikke blevet indsat.

Boko Harams blodige oprør har siden 2009 kostet flere end 15.000 mennesker livet.

/ritzau/

Dagens Gossip