TDC betaler penge tilbage til kunder

Skrevet af admin

25/11/2013

Dagens topnyheder

Kunder hos TDC måtte betale et engangsbeløb på 299 kroner for at skifte fra fastnettelefon til mobiltelefon.

Omkostningen fremgik bare ikke af det reklamemateriale, som TDC sendte til kunderne i foråret 2013 med tilbuddet om at skifte fastnettelefonen ud med en mobil.

En kunde klagede til Forbrugerombudsmanden, fordi TDC havde opkrævet et engangsbeløb på 299 kroner, efter at kunden havde taget imod tilbuddet om at skifte abonnement.

TDC havde ikke oplyst om engangsbeløbet i reklamematerialet. Til Forbrugerombudsmanden har TDC oplyst, at teleselskabet i forbindelse med tilbuddet ikke har haft til hensigt at opkræve beløbet på 299 kroner.

Opkrævningen skal tilskrives en fejl i den tekniske opsætning af tilbuddet internt i TDC. Engangsbeløbet blev opkrævet hos i alt 397 kunder, hvilket svarer til et samlet beløb på 118.703 kroner.

TDC har beklaget fejlen og betaler i december 299 kroner tilbage til hver af de 397 kunder.

- De erhvervsdrivende skal naturligvis oplyse forbrugerne om alle de udgifter, der er forbundet med køb af et abonnement.

- TDC har tilkendegivet, at de har begået en fejl, og at forbrugerne får deres penge igen. Jeg foretager mig derfor ikke mere i sagen, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

/ritzau/