TDC bliver straffet på børsen efter ny strategi

Det er blevet en helt anden verden for TDC, siden selskabet kom tilbage på børsen i 2010. Dengang blev investorerne lovet, at de kunne læne sig tilbage og glæde sig til deres del af overskuddet hvert år. Men alt er ændret.

Konkurrencen er benhård og TDC har svært ved at tjene penge. Derfor bryder selskabet nu for anden gang siden børsintroduktionen løfterne til sine investorer.

Det får investorerne til at flygte fra aktierne i TDC, der fra børsens åbning onsdag falder med omkring 18 procent til 28,6 kroner per aktie.

I en netop præsenteret strategi fortæller TDC, at det såkaldte udbytte - udbetaling af overskud til aktionærer - er sænket til en krone per aktie i 2016. Samtidig er den dividende, der er lovet for 2015, annulleret.

- Det er det klareste signal, man kan sende, om at sorte skyer for alvor trækker sig sammen over selskabet. TDC er ekstremt presset. Flere forretningsindtjeninger lider, og deres gæld er høj, siger TDC-analytiker hos Sydbank Morten Imsgard til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip