TDC sætter prop i kundeflugt: 13.000 nye mobilkunder

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

Telegiganten TDC er gennem flere kvartaler blevet vant til at sige farvel til flere mobilkunder, end selskabet har budt velkommen som nye.

Men i andet kvartal er billedet vendt, og telekoncernen kan nu melde om vækst på kundesiden.

I perioden april, maj, og juni har der været en vækst på 13.000 private mobilkunder, oplyser TDC i forbindelse med regnskabet for andet kvartal.

- Det kommer i forlængelse af koncernens succesrige kampagne for det nye 4G-net, som på få måneder har øget kundernes datatrafik med mere end 80 procent.

- En international undersøgelse har kåret koncernens 4G-netværk som verdens hurtigste, skriver TDC i en kommentar til regnskabet.

Det er dog gået lidt ud over omsætningen per kunde, ARPU, der i andet kvartal er faldet til 114 kroner fra 116 kroner i første kvartal.

Kundetilgangen kunne ikke forhindre, at omsætningen i privatdivision faldt til 2748 millioner kroner fra 2819 millioner kroner i samme periode året før.

Det var dårligere end ventet, idet analytikere adspurgt af Ritzau Estimates havde regnet med en beskeden tilbagegang til 2794 millioner kroner i kvartalet.

TDC måtte i 2014 sige farvel til 153.000 private mobilabonnenter.

/ritzau/