TDC vil ind i casino og odds

TDC vil ind på det boomende marked for online-betting og casino. Selskabet bekræfter, at det om få dage vil offentliggøre planer om en storstilet satsning i konkurrence med både hjemlige og udenlandske udbydere.

- Alle indholdstjenester, der kan digitaliseres, er af principiel interesse for TDC som mulige forretningsområder. Vi har allerede i flere år udbudt streaming af musik, film og tv-serier, og det er naturligt for os at afsøge, om der er andre tilgrænsende forretningsmodeller, der kan være relevante, siger koncernchef Carsten Dilling, TDC Group.

Han vil ikke oplyse, om telegiganten selv vil opbygge en spilleforretning, eller om det sker i samarbejde med en allerede eksisterende udbyder.

- Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at selve det at drive betting og casino ikke er en kernekompetence for TDC. Men begge dele passer godt til os, fordi kunderne forbruger vores produkter, mens de spiller. Måske ser de en fodboldkamp på tv, mens de laver bet på smartphone eller iPad. Vi er stærke på teknologi- og kundesiden, mens vi støtter os til folk, som er meget kompetente på online odds og casino, siger Carsten Dilling.

Ifølge koncernchefen er det, ud over god sammenhæng til TDC’s strategi om at sælge sammenhængende løsninger til de danske hjem og familier, de meget store vækstrater på spillemarkedet, der har vakt TDCs interessere. Markedet for onlinespil vokser med 10-15 procent om året, og den samlede omsætning er på omkring 2,5 milliarder kroner.

- Det er i sig selv fristende, når man i forvejen opererer på et telemarked med stagnerende omsætning. Men betting skal ikke gå i stedet for vores kerneforretning, forklarer Carsten Dilling.

TDC har i flere år haft overvejelser om at gå ind på markedet, men tidligere er det blevet ved tanken. Men nu mener telegiganten, at tiden er inde.

Dagens Gossip