TDC vil lægge sit mobilnet i kinesiske hænder

Danmarks største teleselskab TDC overvejer at sætte den svenske mobilgigant Ericsson på porten og i stedet lade det omstridte, kinesiske Huawei stå for hele TDCs mobilnet.

TDCs pressechef Ib Konrad Jensen bekræfter over for Børsen, at »TDC er i en dialog med flere leverandører, heriblandt Huawei, om fremtidig drift og udbygning af mobilnettet. Intet er afgjort på nuværende tidspunkt.«

Spionageanklager i USA

Huawei er af den amerikanske kongres blevet beskyldt for mulig industrispionage af frygt for, at der i Huaweis udstyr er indbygget såkaldte bagdøre, så kineserne er i stand til at fjernovervåge al mobil- og datatrafik, som går igennem nettene. Australien har direkte forbudt Huawei at give bud på landets kommende, nationale bredbåndsnet, og også i Storbritannien er der rummel om Huawei, som efter Ericsson er verdens største leverandør af mobiludstyr.

Den amerikanske undersøgelse kunne ikke påvise, at der faktisk fandtes bagdøre i Huaweis udstyr fra routere til mobilmaster, men tvivlen nager fortsat.

Derfor vækker det politisk bekymring i Danmark, at Huawei er med i buddet og efter sigende direkte underbyder TDCs nuværende aftale til 3,5 milliarder kroner med svenske Ericsson, som siden 2008 har stået for TDCs mobilnet i Danmark, da TDC valgte at udlicitere det hele for at spare penge.

Nyforhandlingen drejer sig da også om at spare flere penge.

Er allerede TDC-leverandør

Huawei er allerede inde i varmen hos TDC, da Huawei leverer TDCs europæiske net, og det var med både Ericsson- og Huawei-udstyr, at TDC for tre år siden testede sit 4G-/LTE-supermobilnet forud for åbningen. I dag står Ericsson også for det.

Både Huawei og den mindre kinesiske kollega ZTE er delvis ejet af den kinesiske stat, og begge er tidligere blevet beskyldt for at underbyde sine europæiske og amerikanske konkurrenter med statsstøtte i ryggen. EU overvejer netop nu at undersøge, om det sker i Europa, hvor Huawei gennem de senere år har hentet en række større ordrer i hus.

Tages op i Folketinget

TDC-planerne om at lægge sit danske mobilnet i hænderne på kineserne, rejser røde flag hos både Socialdemokraterne og Venstre. Den socialdemokratiske IT-ordfører Trine Bramsen mener, at »vi udsætter Danmark og danskerne for en kæmpe risiko«, siger hun til Børsen, mens Venstres IT-ordfører, Michael Aastrup Jensen, nu vil rejse sagen for erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), der er øverst ansvarlige for det danske telemarked.

Huaweis direktør i Danmark, Binbing Xiao, bekræfter, at Huawei forhandler med TDC. Han er glad for, at man tager diskussionen på forhånd, men mener, at den så bør gælde alle teleudstyrsforhandlere, eftersom stort set alt teleudstyr produceres i Kina.

Ericsson står også for mobilselskabet »3«s mobilnet, hvor finsk-tyske Nokia Siemens Networks står for Telias og Telenors mobilnet i Danmark.

 

Dagens Gossip