Team Cult saboterer cykelløb

Det blev langt fra den forventede fest, da sidste afdeling af den traditionsrige Post Cup blev kørt søndag eftermiddag. Derimod mundede finalen ud i en skandale af den mere bizarre slags.

Undervejs smed arrangørerne - efter flere advarsler - Team Cult Energy-rytteren Michael Valgren ud for at holde fast i og lade sig trække af sin sportsdirektørs bil.

LÆS OGSÅ: Her piver cykelrytterne på Twitter

Det fik Team Cult Energy til at køre frem og blokere målstregen, så de øvrige ryttere ikke kunne passere og færdiggøre de sidste runder af løbet. Arrangørerne afkortede herefter ruten. Et udbrud og et par øvrige ryttere lå længere fremme. De nåede i mål, mens resten af feltet stoppede op og udgik af løbet.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er en skandale i vild målestok, siger Claus Hembo fra Christina Watches Onfone - Powered by Dana.

Af de ti ryttere, der nåede i mål var Daniel Foder fra Blue Water cykling hurtigst. Han vandt foran Nikola Aistrup og Lasse Normann Hansen.

Dagens Gossip