Team Danmark vil have flere kajak-piger til OL

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

De danske kajakroere kan se frem til endnu bedre forhold frem mod OL i Rio de Janeiro i 2016.

Team Danmark har onsdag aften på et bestyrelsesmøde valgt at øge støtten til Dansk Kano og Kajak Forbund med 350.000 kroner, så den samlede støtte i 2014 når op på 3,8 millioner kroner.

- Vi opprioriterer nu. Vi tror især, at der er et potentiale på damesiden, siger Team Danmark-direktør Michael Andersen.

- Vi havde en firerkajak med i 2012 i London hos herrerne. Målet er også at få en firerkajak med hos damerne.

- Hvis vi kan kvalificere en firerkajak, så vil det udløse mange muligheder til OL, da roerne fra firerkajakken også kan stille op i ener- og toerkajak, siger Team Danmark-bossen.

I første omgang vil VM i Moskva til august blive brugt som en slags eksamen, hvis den ekstra økonomiske støtte skal fortsætte i 2015 og 2016.

- Vi skal nok ramme noget, der ligner en top-12-placering ved VM i Moskva.

- Der er også kun 12 hold med til OL, og da otte hold går videre til finalen, tror jeg, at der er gode chancer for, at både herrerne og damerne kan gå i en OL-finale, siger Michael Andersen.

2013 bød på flere fornemme danske kajakresultater - blandt andet to gange EM-guld til René Holten Poulsen, mens Henriette Engel Hansen vandt EM-sølv.

Den øgede Team Danmark-støtte betyder blandt andet, at den tidligere OL-sølvvinder Kim Wraae Knudsen kan blive ansat på fuld tid i det nye superkraftcenter København.

Der bliver samtidig gjort en særlig indsats for at styrke talentarbejdet samt løfte de kvindelige kajakroere.

/ritzau/