Team Esbjerg henter landsholdsspiller efter fødsel

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Der er gang i transferaktiviteterne i håndboldklubben Team Esbjerg i disse uger.

For nylig sendte vicemestrene landsholdsplaymakeren Lotte Grigel til Rostov-Don i Rusland, og for få dage siden kom det frem, at en anden landsholdsspiller Stine Bodholt forlader klubben efter denne sæson. Stregspilleren skal til Viborg HK.

Fredag meddeler Team Esbjerg så, at den fra januar har sikret sig den svenske landsholdsspiller Ulrika Ågren.

Stregspilleren blev for få uger siden mor, og hun vender nu tilbage til den vestjyske klub, som hun tidligere har repræsenteret.

Planen er, at hun i første omgang skal træne med og i bedste fald være klar til kamp fra slutningen af januar.

- Jeg har snakket med Team Esbjerg, lige siden jeg forlod klubben, og jeg glæder mig helt vildt til at vende tilbage til et håndboldmiljø, jeg trives så godt, siger Ulrika Ågren i en pressemeddelelse.

Hun blev for nylig gift med den danske landsholdsspiller Henrik Toft Hansen, der spiller for Flensburg-Handewitt. Parret fik et barn i slutningen af oktober.

- Fødslen forløb fint, og jeg trænede fitness og cyklede dagen før. Jeg løb indtil sjette måned, så jeg føler mig faktisk i god form, siger Ulrika Ågren, der sidste år var med til at vinde EM-bronze med Sverige.

Thomas Hylle, der er sportschef i Team Esbjerg, ser frem til at få svenskeren tilbage til klubben, som hun forlod i sommeren 2012.

- Vi glæder os til at se "Ullis" på træningsbanen og hjælpe hende tilbage til det høje niveau, hun havde, da hun senest var her.

- Nu ser vi, hvordan det forløber, og vi har aftalt, at vi i løbet af foråret taler sammen om et eventuelt længerevarende samarbejde, siger Thomas Hylle.

/ritzau/