Team Esbjerg smider sejr i sidste sekund

Skrevet af admin

08/09/2015

Mest læste i dag

Sidste år sølvvinder i kvindernes håndboldliga, Team Esbjerg, førte stort set hele kampen, men måtte alligevel notere sig sæsonens første pointtab i kvindernes håndboldliga, Boxer Dameligaen.

Tirsdag aften spillede vestjyderne 29-29 på udebane mod Randers HK.

Hjemmeholdet udlignede i kampens sidste sekund på et straffekast sat ind af Camilla Dalby.

Hun blev dermed Randers' topscorer sammen med Johanna Westberg. De scorede begge syv gange.

Esbjerg tog teten fra start, men Randers var ikke sådan at sætte af, og udeholdet førte kun 15-14 ved pausen.

Det lignede et klart vestjysk overtag, da hollænderen Estavana Polman bragte Esbjerg på 24-20 efter 42 minutter. Men på trods af i alt ti scoringer af hollænderen, kunne Esbjerg ikke fastholde føringen i de døende minutter.

I kampens sidste angreb tilkæmpede Randers sig et straffekast, som Camilla Dalby omsatte til udligning.

Dermed er både Randers HK og Team Esbjerg noteret for tre point efter de første to kampe i grundspillet.

/ritzau/